Uge 51: Jylland: Kentaur-øvelse

Endnu en uges øvelse. Det specielle ved denne øvelse er, at det er vores sidste. Vi skal stadig lidt i felten inden den endelige hjemsendelse den 29. november, men ikke som vi er vant til. Vi nærmer os nemlig det tidspunkt hvor dem som skal udsendes til Kosovo, bliver sorteret ud af kompagniet, og over i 1. PNINF. Delingerne og grupperne bliver opløst og omstruktureret. Det bliver sikkert et stort kaos, men nu må vi se…

Øvelsen startede mandag middag. Jeg ankom igen lidt sent til Oksbøllejren (måske lidt med vilje, så man kan sove længere derhjemme, de siger ikke noget til at man kommer senere). Jeg klædte om (ingen hast), og så fik vi en times frokosthvil, som de fleste, jeg selv iberegnet, valgte at tilbringe på den lokale KFUM hvor man kunne få hotdogs og landgangsbrød. Da klokken blev 14 havde vi et to timers foredrag ved Høvelte kasernes jobkonsulent. Han snakkede lidt om hvordan han kunne hjælpe os med at få et job eller en uddannelse efter forsvaret, og i denne forbindelse havde han en del tråde han kunne trække i. Umiddelbart lød det lovende.

Bagefter pakkede vi PMV’erne og kørte i BSO. Det var sådan set alt hvad vi skulle lave den dag, så vi brugte resten af dagen på at forpleje varmt og så ellers gå tidligt i seng. BSO’et var den lade som vi også havde brugt under sidste øvelse, så vi fik igen glæden af at sove indendørs. Jeg havde lige en vagt fra 4 til 5 i nærsikringen sammen med vores dysehjælper, men ellers så skulle der bare soves igennem.

Tirsdag var ikke en sjov dag. Vi vågnede op til en klar frostdag. Der var rimfrost på græsset. Det kom lidt uventet, så de færreste var korrekt påklædt til at håndtere frosten. Vi kørte meget rundt i PMV’erne den dag, sad af og angreb en tom mark (???), og så lagde vi os i en stilling i 3 timer hvor vi ikke lavede noget som helst andet end at fryse røven ud af bukserne mens en anden del af bataljonen var i krig med fjenden et stykke væk. Ja, gardehusarerne var selvfølgelig også med denne gang. De er trods alt en integreret del af bataljonen. Efter de 3 timers tid lavede vi et stillingsskifte til den underjordiske kampstilling vi havde gravet under sidste øvelse. Der lå vi så også og kogte snot i nogle timer… satans til dag at ligge stille i.

Endelig blev vi angrebet af gardehusarerne, som fulgte nogenlunde det samme angrebsmønster som sidst… déjà vu! Da angrebet var overstået, var der endex for denne fase af øvelsen, og vi gik i gang med at nedlægge kampstillingen. Vi havde ellers fået fortalt, at der var nogle andre der skulle nedlægge den, men vi blev altså sat til at gøre det alligevel. Rendegraverne dækkede hullerne til, vi fjernede trærammerne, tømte sandsækkene og fjernede grenene. Det hele foregik i mørke. Da vi var færdige, gik vi i BSO og spiste boller i karrysauce. Min nattevagt varede denne gang tre kvarter. Jeg benyttede lejligheden til at skifte til noget varmere tøj: Forsvarets udleverede termobukser og fiberpels!

Onsdag stod vi op halv fem. Vejret var igen iskoldt indtil det blev lyst. Hele dagen var himmelen overskyet, og vi så aldrig solen. Vi havde noget der hed “angreb over vandløb” hvilket fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på nogle: Vandpassage!! Senere gik det dog op for os, at denne del af øvelsen var tilegnet ingeniørtropperne. De havde ikke så meget at lave, så de skulle ud med brolægningskøretøjet og lægge en panserbro henover et vandløb, så PMV’erne kunne komme over. Stor lettelse.

Vi lavede et angreb gennem en skov, efterfulgt af en hulens masse stillingsskifte. Øvelsesfasen sluttede i et panserspor midt ude på bøh-landet ved 15-tiden, og vi gik i feltmæssigt BSO for en enkelt nat. Det var lidt surt at vi ikke kunne ligge i laden, men vi skulle til gengæld heller ikke ligge i BSO’et ret længe. Min gruppe besluttede sig for ikke at tage rygsækkene ned fra PMV’en, så vi lå bare i soveposen på jorden. De andre grupper slog bivuak op, og nogle forplejede varmt. Vi spiste bare noget kold mad fra feltrationen. Vejret var meget truende den nat, og vi fik også en smule regn. Det var dog ikke så slemt, at jeg fortrød at vi ikke slog bivuakken op.

Jeg havde en runderingsvagt fra 22:20 til 23, hvor jeg skulle gå rundt om BSO’et og holde øje med området. Dette skulle vi gøre to og to, men jeg kunne ikke finde vores LMG-skytte som jeg skulle på vagt med, så han slap. Omring midnat blev alle vækket - vi skulle angribe Brikby. Brikby lå et stykke væk, så vi skulle gå en lille march på 7 kilometer for at komme dertil. Og det regnede. Jeg var glad for at jeg havde regntøj på, ellers var jeg blevet fuldstændig gennemblødt. En del af turen foregik gennem nogle mudrede panserspor, og de er aldrig sjove at gå i. Jeg hørte senere, at der var nogen der havde gået rundt i gennemblødte sokker i 13 timer fordi de ikke havde været så forudseende at tage et ekstra par med. Det havde jeg heller ikke, men jeg havde været forsigtig med hvor jeg satte fødderne, og mine sokker nåede kun at blive fugtige omkring tæerne.

Vi nåede Brikby torsdag morgen lige inden det blev lyst. Gåturen havde taget ca. 7 timer, hvilket er lang tid. Dette skyldes til dels at man ikke kan gå ret hurtigt i pansersporene, og til dels at kortaflæsningen havde været lidt usikker i regnvejret. Da vi angreb byen var min gruppe voldsomt underbemandet fordi vi havde nogle lægesøgende og fordi vi manglede en dyseskytte. Vi fik renset et par huse, og så blev vi nedkæmpet af to håndgranater i nogle ruiner. Resten af tiden gik med at se på kampene, spise lidt mad og tale med brigadechefen, som er helt nede på jorden, og dus. Han render i øvrigt altid rundt med en cigar i munden. Ved halv ni-tiden stoppede angrebet, og vi skulle holde byen mens 1. PNINF og gardehusarerne angreb os. Her blev der kogt maks! Jeg lå og halvsov på gulvet den første times tid inden angrebet. Men vi vidste at der var endex for øvelsen torsdag eftermiddag, så vi begyndte at glæde os. Resultatet var, at vi flimrede rundt inden i huset, skød på hinanden i stedet for på fjenden, sang julesange og gik rundt på alle fire mens vi gøede og knurrede af hinanden. Tro det eller ej…

Til sidst skulle vi lave et opsiddet angreb ud i terrænet. Der blev kogt meget inden i PMV’erne mens varmeapparatet kom lidt på arbejde. Vi sad af midt i et stort, tomt område langt væk fra alting og fik besked på at holde stillingen. På et tidspunkt kom et par af gardehusarenes kampvogne forbi, så vi skød lidt efter dem, og så var der endex!! Dette blev fejret med skudsalver i luften og jubelskrig.

Klokken 17 var der tilbagemelding på øvelsen. Det var det sædvanlige: Masser af ros. Vi arbejdede som professionelle soldater, og vores vigtigste våben var vores gå-på-mod og gode humør. Til sidst skulle vi rydde op i Brikby, hvilket selvfølgelig var dødssygt. Der lå flere tusinde sandsække rundt omkring i de befæstede bygninger, og pigtråd på vejene. Det meste af aftenen gik med at tømme sandsække samt samle affald og afskudte patronhylstre op fra jorden. Aftensmaden bestod af forloren hare med pastaskruer, og der blev spist godt, for vi havde ikke fået ret meget at spise den dag. Og så gik vi udmattede i posen i én af bygningerne.

Fredag morgen rykkede vi ud af Brikby fra morgenstunden. Vi kørte til Oksbøllejren for at vedligeholde alt delingsmateriellet. Dette foregik (igen) i regnvejr, hvilket var et helvede. Vi lastede MAN’erne med alt materiellet, sad op på busserne og kørte tilbage til gode gamle Sjælland.

På Høvelte kaserne smed vi alt vores udrustning ind i det nærmeste skab og skyndte os til appel. Der var som sædvanlig forsinkelser undervejs, så vi blev først aftrådt ved 20-tiden. De gardere som var blevet sendt på sergentskole efter REX-turen, og som vi faktisk kun havde set til blå fest, var nu kommet tilbage på HØK med vinkler på skulderne! Det var rart at se dem igen, og vi har meget at tale om. De skal være på kasernen det næste års tid og have de nye rekrutter på indkaldelseshold DECEMBER 2003. Det ærgrer mig lidt, at jeg ikke vil være der til at se dem blive rykket rundt af vores nyuddannede sergenter.

Nå ja, og så var fredagen jo J-dag, så kompagniet mødtes sådan lidt spredt i det indre København til en juleøl.