DAGBOG
Uge 48: Jylland: Bykamp i Brikby

Delingens uofficielle flag i Brikby
Denne uge bød på noget som mange havde glædet sig til i lang tid, jeg selv iberegnet. Alle former for kamp vi nogensinde har lavet, er foregået i felten - henover marker, gennem skove, over bakker, gennem vandløb og så videre… nu var tiden inde til at prøve noget nyt: Bykamp!
Vi havde selvfølgelig hørt at bykamp skulle være fedt, og vi havde fået fortalt, at vi kom til at skyde med FX-ammunition (noget a lá paintball). Forventningerne var store. Vi var blevet opfordret til at købe nogle knæbeskyttere i weekenden, da bykamp kan være meget hårdt ved knæene. BR har nogle ganske udmærkede knæbeskyttere til 50,- kr. som de fleste havde erhvervet sig da vi mødte op på Fredericia banegård mandag morgen klokken 11.
Mandagen var stille og rolig. Vi fik den første undervisning i hvordan man gennemfører kamp i by. Til det formål blev vi kørt ud til en lille by i Oksbøl, der kun var opført med ét formål: At uddanne militæret og politiet i bykamp. Byen blev strikket sammen i 1995 og består af en kombination af parcelhuse og etagebyggeri - i alt 44 huse som strækker sig over et område på 35 hektar. Da vi havde skiftet fra civilt tøj til kampuniform, gik vi i gang med uddannelsen, som bestod af en række lektioner:
- Gruppens rensning af trapper.
- Makkerpar indbrud/åbning af døre.
- Gruppens rensning af hus i et plan.
- Gruppe/makkerpar indbrudsmetoder.
Vi havde rigtig meget ammunition med ud i Brikby, og jeg tror aldrig vi fik fyret så mange skud af som i denne uge. Der blev virkelig gået til den med løs ammunition, røggranater og blålyn. Vi brugte hele tiden vores eget M/75 bortset fra i nogle enkelte perioder hvor vi fik lov til at bruge FX-ammunition. Desværre så havde vi aldrig en kamp som spændte sig over hele byen, hvor vi brugte FX. Når vi brugte FX var det altid begrænset i nogle enkelte bygninger. Når man kører bykamp er erfaringerne, at man kan miste helt op til 80% af den angribende styrke, simpelthen fordi det er så svært at føre kamp i by. Der er åbninger alle vegne, og endnu flere steder hvor man kan sidde skjult og pille folk ned.

Go-go-go!

Bygningen manglede en væg så gruppen kan observeres
Alle lektionerne var spændende, og det var interessant at se hvordan forsvaret fører bykamp. Vi har ikke flashbangs og deslignende ligesom f.eks. SWAT. Vi benytter os af vores egne våben, som jeg nok vil vove at påstå er uegnede til bykamp - de er simpelthen for store til at håndtere i de små rum man bevæger sig rundt i. Når man først skal ind i et hus, så lægger man ud med at kaste en håndgranat ind, skyde vildt ind gennem døren, og herefter løbe ind i makkerpar og sikre rummet. Man renser så resten af huset ved at sende et makkerpar frem, skyde vildt ind i det næste rum (ingen håndgranater!), løbe ind og sikre rummet, og sådan fortsætter det til alle rum er renset. Det danske forsvars håndgranater er for kraftige til anvendelse i bykamp, så derfor bruges de kun når man skal ind i huset. Når man har sikret et rum, så melder man om hvilke åbninger man kan se (vinduer, døre, skydeskår og loftslemme), og om der er flere rum. Gruppeføreren sender så et nyt makkerpar frem for at rense det næste rum under sikring.

Undertegnede i fredsmæssigt BSO med lidt mad
Vi stoppede lektionerne ved 20-tiden og gik i fredsmæssigt BSO i en bygning lige ved siden af rådhuset. Bygningerne består bare af tomme rum, så der ventede os ikke en dagligstue med tilhørende køkken. Vi sov på gulvet i vores soveposer. Der var toiletter som kunne bruges, men de lugtede rimelig fælt. Til gengæld havde vi masser af tid til at forpleje varmt og sove. Normalt får man jo ikke ret meget søvn, men i Brikby kunne vi sagtens få 8 timers søvn hvis vi ville.
Tirsdagen bød på endnu flere lektioner. Min deling havde følgende lektioner i nævnte rækkefølge:
- Repitition af gruppens rensning af hus i et og flere planer.
- Behændighedsbane.
- Gruppens rensning af hus med FX-ammunition.

Rensning af loft
Den første lektion bød også på noget nyt: Rensning af loft. Dette gøres først når hele underetagen er renset. Så passer det med at der sidder et makkerpar i hvert rum. Alle laver så et samlet ildoverfald på loftet, hvor man bare skyder op gennem loftet (med mindre det er et cementloft). Så løfter man en mand op til loftslemmen hvor han skyder op igennem, og herefter kommer op og sikrer sig, at der ikke er nogen overlevende. Det er en rimelig risikabel måde at gøre tingene på, og grundidéen er sådan set bare at skyde vildt til højre og venstre og så håbe på, at fjenden sidder i et hjørne og kalder på sin mor, eller at han er desorienteret nok til at man kan nå at skyde ham… betryggende at vide, ikke?

På behændighedsbanen
Efter et langt frokosthvil gik vi i gang med behændighedsbanen klokken 13. Dette var helt klart det fedeste jeg har prøvet i Brikby næst efter FX-skydningerne! Det gik ud på at bevæge sig gennem byen og passere forhindringerne så hurtigt som muligt. Vi gennemførte først banen på gruppeniveau. Vi kravlede ind af vinduer, løb gennem husene, kravlede fra den ene bygning til den anden vha. en stige mellem vinduerne på første sal, vi kravlede op på tagene og løb rundt på dem, svingede os ned i et kloakrør og kravlede hele vejen igennem kloakken. Der blev gået til den i bedste konkurrencestil. Indenfor delingen havde kommandosektionen den bedste tid. Min gruppe var hurtigt gennem forhindringerne, men det lykkedes os at fare vild i et af de store huse, så vi fik den dårligste tid. Gennemsnitstiden for gennemførelsen af behændighedsbanen var 13-14 minutter. Da alle grupper og sektioner havde været igennem, gennemførte vi banen igen med hele delingen. 3. deling kom på andenpladsen.
Til sidst skulle vi skyde med FX for første gang. Dette foregik med nogle specielle paintball-hjelme på hovederne, vi brugte gevær M/95 med FX-ammunition. FX slår rimelig hårdt - det er en 9mm patron med reduceret ladning og farvestof i en plastikmembran forrest. Skydningerne foregik i noget, der kaldes for videohuset. Det er en stor, lukket bygning med kameraer rundt omkring. Vi gik ind i huset en gruppe af gangen, og arbejdede sammen om at nedkæmpe momenterne. Det var en rigtig fed oplevelse. Vi havde hørt mange skræmmehistorier om hvor hårdt FX-ammunitionen slår, men når man bare bliver ramt på den tykke kampuniform, så er det overhovedet ikke slemt.

FX-ammunition

Videorummet
Da vi havde været igennem hele huset blev vi hevet med ned i videorummet hvor vi på storskærm (der kunne købes sodavand og slik) kunne se vores egen fremrykning gennem huset, mens vi fik påpeget vores fejl. Vi var færdige klokken 19, og så gik vi ellers i gang med et socialt arrangement, som hver enkelt havde betalt 50,- for: GRISEFEST! Hele kompagniet deltog, og man havde fået et caterfirma til at køre ud til Brikby med to store, helstegte grise. Så der blev serveret grisekød med en stor salat og øl. En forfriskende forandring fra feltrationerne. Det var rigtig god mad, og der blev socialiseret indtil klokken ca. 21:30. Der var dog kun 2 øl til hver, vi kunne jo ikke stille “slørede” til lektionerne den næste dag.

Grisefest!
Onsdagen bød på følgende lektioner:
- Gruppens kamp fra stilling.
- Gruppens rensning af hus med FX-ammunition.
- Delingens angreb i Grå 22.
Igen nogle ganske spændende lektioner. Kamp fra stilling foregik i et hus med sandsække foran vinduerne. Eftersom vi manglede et par mand der var syge, fungerede jeg som dysehjælper. Jeg rendte med dyseskytten ud af huset, beskød en MAN der skulle gøre det ud for et pansret køretøj, og kæmpede så videre fra huset. Uddannelsesmæssigt lå der ikke så meget i det.
Og så skulle vi i videohuset igen!! Alle delingerne klarede sig væsentlig bedre end i går da man havde lært fra sine fejltagelser og havde vænnet sig til at bruge FX. Jeg var moment på én af de andre delinger, men det var en lidt kedelig oplevelse, da jeg havde funk-fejl på mit gevær…

Ingen gider bruge døren...
Til sidst skulle vi lave et delingsangreb på en række bygninger. På det tidspunkt regnede det, men vi gennemførte angrebet med et udmærket resultat og kunne gå i seng ved 22-tiden. Det havde været en kold og våd dag, og natten var ikke anderledes. Denne nat skulle 3. deling på vagt - der skulle hele tiden være to mand til at holde øje med kompagniets materiel om natten. De to forrige nætter havde 1. og 2. deling haft vagten. Denne gang var det så vores tur. Jeg var på vagt midt på natten i 45 minutters tid. Under vores runde fik vi besøg af nogle rekrutter fra Jyske Dragonregiment, som var på rekruttur. Der var nogle der var blevet syge og dårlige, og da jeg stod op for at gå på vagt havde vi ligefrem én inde i vores hus for at låne en rygsæk han kunne ligge på. Han havde nemlig ligget op af en mur og var blevet iskold. Han besvimede lige før jeg kom ind i rummet, men kom på benene igen. Han fik lov til at låne min rygsæk. Jeg fik den igen senere på natten da de syge blev kørt ind på infirmeriet i Oksbøllejren.
Torsdag:
- Repitition af gruppens rensning af hus i et og flere plan.
- Delingens angreb i Grå 25 med FX-ammunition.
- Gruppens/delingens afsiddede fremrykning.

Der sikres 360

Maskingevær-reden
FX-skydningerne foregik denne gang i rådhuset. Der er ingen videokameraer, så aktionen blev overværet af nogle folk der rendte rundt i bygningen sammen med os. Det gik rigtig godt, men jeg var kun med noget af vejen. Jeg blev sendt ind i en regulær dødsfælde sammen med gruppens LMG-hjælper. Vi skulle kravle gennem et hul og ind i et større rum hvor der sad to fjender med masser af mulighed for at pille os ned uden problemer. Vi blev skudt lige før vi nåede ind i rummet, og så lå vi ellers dér og kunne fungere som dørmåtter for vores kammerater der efterfølgende prøvede at rense rummet. Det lykkedes vistnok fordi fjenden var løbet tør for ammunition. Igen et godt eksempel på hvor svært det er at føre bykamp…

I krigs-BSO
Afsiddet fremrykning var stille og roligt, og tak for det! Det regnede voldsomt, alle havde taget regntøj på, og var egentlig ikke særlig motiverede til at lave noget. Vi lærte hvordan man bevæger sig igennem byen fra hus til hus og sikrer hinandens fremrykning. Dét brugte vi ikke særlig lang tid på. Så havde vi aftenhvil, hvor vi forplejede varmt. For da klokken blev 22 startede vi på en kortvarig bataljonsøvelse. Vi pakkede PMV’erne (i regnvejr) og kørte ud i en eller anden skov for at oprette et fuldt krigs-BSO med nærsikring, sporplan og det hele. Der var masser af vådt græs, men heldigvis ingen vandpytter eller mudder. BSO’et var stort set blevet oprettet da vi kom derud, så vi ordnede de sidste småting og gik i posen. Jeg skulle ud og ligge i nærsikringen fra 1 - 3 om natten. Det kunne have været et problem, men vi havde været så smarte at slå et teltflag op over nærsikringen, så vi ikke blev våde. Og så lå vi også på et tørt tæppe. Jeg havde slået min bivuak sammen med et par andre så vi fik et lille “soveområde”. I løbet af natten hobede vanddyngerne sig op oven på teltflagene, og det lykkedes for mig at give én af de andre en ordentlig dukkert da jeg prøvede på at føre vandet væk. Ikke synderlig imponerende…
Fredag morgen stod vi op klokken 6. Jeg ved ikke om vi var blevet vækket for sent, om der var alarm eller hvad, men vi fik pludselig meget travlt med at pakke BSO sammen. PMV’erne blev pakket i hast, og vi kørte mod Brikby for at lave et angreb på hele byen. Vi skulle simpelthen angribe byen i den ene ende, og når vi nåede ned i den anden ende, skulle hele byen være renset for fjender. Det var heldigvis holdt op med at regne, og i løbet af angrebet nåede vi også at se solen kigge frem bag nogle skyer. Angrebet blev gennemført med løs ammunition, og der blev leveret en god arbejdsindsats fra alle.
Til sidst havde vi tilbagemelding fra bataljonen, og vi blev rost til skyerne. Vi blev sammenlignet med 1. PNINF som havde lavet den samme øvelse i sidste uge. Da 1. PNINF var færdige klokken 11 var de ikke engang nået til rådhuset endnu. Da vi stoppede klokken 10:30 havde vi indtaget både rådhuset samt alle de andre bygninger, vi skulle indtage. Og med disse ord meddelte vores KC at vi havde fortjent at få fri i uge 43. Det var en god afslutning på en overordentlig fed uge. Nu har vi en hel uges ferie hvor vi kan slappe af og lade op til uge 44 og 45, som byder på 2 øvelser i rap.