Uge 44: Bataljonsøvelse på Sydsjælland

Som nævnt i dagbogen for sidste uge skulle vi have bataljonsøvelse. Det er altså ikke kun vores kompagni, som deltager, men også 1. PNINF og stabskompagniet.

Det primære formål med øvelsen var at teste officerernes og befalingsmændenes evner til at lede slagets gang i en krig, men der blev alligevel også holdt øje med hvordan garderne klarede sig, og om de opførte sig feltmæssigt korrekt osv.

Øvelsen startede mandag middag. Vi skulle tidligt op, da vi havde appel allerede klokken 6:25. Alle stumperne var blevet pakket søndag aften, så efter appel skulle vi bare laste lastbilerne med delingsmateriel og personlig udrustning, og så tog vi afsted mod Ringsted. På vejen til Ringsted var der en PMV fra 1. PNINF der kørte et bælte af, hvilket ikke rigtig kom bag på nogen - de fleste regnede med at der nok ville være et par PMV’ere der brød sammen i løbet af øvelsen.

De to første dage skulle 2. PNINF bare være momenter, mens 1. PNINF udgjorde forreste spids i bataljonens angreb. At være momenter var for det meste stille og roligt, og der var sygeligt meget kogetid. Om mandagen havde vi kun 2 momenter, som i øvrigt var ret kortvarige. Det var kun på 2. moment at vi kom lidt på arbejde. Der skulle vi bokse os frem mod fjenden indtil vi fik besked på at vi var døde… Der blev udleveret feltrationer til alle, og aftensmaden bød på hakkebøf med løg i brun sauce, hvilket smagte ganske udmærket. Og vi havde masser af tid til at spise i. Da momenterne var overstået, gik vi i freds-BSO, dvs. vi parkerede PMV’en midt ude på en mark, slog soveposerne ud på jorden, og gik i posen. Der skulle være vagt på for at sikre, at der ikke kom en PMV og kørte os ned mens vi sov eller noget lignende, så jeg skulle lige op og have sådan en vagt fra klokken 3 til 4. Man kunne i øvrigt godt mærke at det er ved at blive efterår, for natten var ret kold, og når vi stod op om morgenen var der fugt på soveposerne.

Tirsdag morgen stod vi op klokken 6. Det kan godt være, at vi ikke skulle lave noget som helst i de næste mange timer, men vi skal alligevel tidligt op. Det giver ikke meget mening - men sådan er det bare! Vi havde kun ét moment den dag, hvor vi bare skulle ligge i en stilling og beskyde 1. PNINF, når de kom kørende.

Om mandagen havde vi haft et par momenter som var blevet taget til fange af fjenden. Og de havde så været hos 1. PNINF indtil tirsdag formiddag, hvor de kom tilbage til os. Mens vi havde spist varm mad og sovet i soveposer, så havde de ikke fået noget at spise, og de havde næsten ikke fået noget søvn fordi de ikke havde deres soveposer med, så det var pissekoldt for dem at ligge udenfor om natten. Så da de kom tilbage til os, var de rimelig ynkelige. Dette skyldtes ikke at de var krigsfanger, men bare dårlig planlægning i forbindelse med at de skulle være sammen med et andet kompagni.

Da vi skulle tilbage til vartningsområdet ved Vordingborg opstod der problemer med det interne kommunikationsudstyr i min gruppes PMV, og vi måtte i stedet køre til et område hvor mekanikerne holdte til. På vejen dertil lykkedes det også for vores PMV-kører at påkøre en civil bus som holdte ind i siden af vejen inden i byen. Buschaufføren tog det stille og roligt, men påkørslen gik vores PMV-kører rimelig meget på sinde - han skulle udfylde en blanket med en beskrivelse af skaden, situationen og en tegning af hændelsen. Men det bliver nok forsvaret der kommer til at betale alle udgifterne. Bussen fik også kun en lille skade, det var ikke sådan at vi tromlede den ned eller sådan noget lignende. Da vi kørte fra ulykkesstedet kastede jeg lidt af vores overskydende chokolade fra feltrationerne ud til et par drenge, som stod i vejkanten og kiggede på.

Ved 21-tiden gik vi i BSO i en rigtig lade (for første gang!). PMV’erne blev parkeret i laden, og folk lagde sig op på et høloft for at sove. Det var bare perfekt - der var lys på loftet, og man undgik den kolde vind samtidig med at man lå rigtig behageligt i høet. Vi havde selvfølgelig nærforsvarshuller omkring laden ligesom i et rigtigt BSO, og vi havde to nærsikringer som skulle være bemandet med 2 mand hver, hele natten. Der havde jeg en vagt i den ene nærsikring fra klokken 3 til 4:30.

Jeg og gevær 1 lå derude med et LMG påmonteret det nye NATSIOPS (optisk natsigte), så vi kunne se i mørket. Bagefter kunne jeg lige nå at sove en times tid mere inden vi alle sammen skulle op igen klokken 5:30. Vi spiste morgenmad i PMV’en (rugbrød fra feltrationerne) og ventede. Jeg kom til at ligge i nærsikringen igen fra klokken 8 til 8:30 - denne gang lå jeg alene, fordi det var blevet lyst. Klokken nåede at blive 10 før vi rykkede ud af laden (jep, 4½ time hvor vi ikke lavede en skid andet end at pakke PMV’erne - sådan er dét!).

Klokken 10 overtog vi for 1. PNINF således at det nu var 2. PNINF der udgjorde bataljonen, og 1. PNINF var momenter på os - der blev kørt meget rundt, og vi havde to mindre angreb, hvor der blev brug for gevær 3 (mig) til at tage sig af de sårede. Vores sidste angreb varede ret lang tid og virkede ret kaotisk. Vi endte oppe på en bakketop, hvor vi skulle fastholde stillingen hele natten. Der blev udpeget nærforsvar og nærsikringer som sædvanlig, og så blev vi sat til at trampe græs ned, så vi kunne se ud i landskabet fra en liggende skydestilling.

Det var nok noget af det mest latterlige jeg længe havde prøvet, og vi var ret irriterede over at vi blev sat til at lave den slags “havearbejde”. Vi blev dog gode igen da vi fik at vide, at vi kunne ligge og sove i sovepose (der havde været en del bekymring om at vi skulle ligge ude i nærforsvarene hele natten og kigge ud i området), og at vi kunne forpleje varmt. Vi skyndte os at finde soveposerne frem, og der blev lavet Pork Bombay til aftensmad. De to andre grupper havde nærsikringer ude på marken hvor de skulle ligge i det kolde græs, og vi hørte også at der ligefrem lå mere end 2 mand derude. Her havde min gruppe været heldige - vores nærsikring var PMV’en!! Dvs. når vi skulle på vagt skulle vi bare op af posen og ind i PMV’en. Her kunne vi sidde i læ for vinden, og der var tørt. Alle havde to vagter på en times varighed, og jeg fik vel omkring 5 timers søvn over to omgange. På min vagt i PMV’en sad jeg på kørerens plads og observerede ud i terrænet gennem natsigtet.

Torsdag morgen skulle vi igen tidligt op (klokken 4:30). Vi kørte hen til en lade hvor vi fik en befaling for resten af angrebet. Og så kørte vi ud til det område hvor vi selv havde været momenter for at angribe 1. PNINF ved 10-tiden. Efter hovedangrebet blev jeg sendt tilbage sammen med gevær 3 fra 3. gruppe for at tage sig af en såret og en krigsfange. Den sårede døde af sine sår fordi sanitetsvognen aldrig nåede frem, og krigsfangen blev overladt til 1. gruppe som lå og sikrede i området. Ifølge den sårede (vi sad og småsludrede med ham) var der ikke flere momenter, men da jeg kom tilbage til min gruppefører blev vi alligevel sat til at nedkæmpe 3 fjendtlige PMV’ere der kom kørende mod os. Dyseholdet nedkæmpede hele lortet uden problemer, og så var der ENDEX (end of exercise) klokken ca. 11:30.

Vi samledes og fik noget feedback på hvordan vi havde klaret os. Der var generelt stor ros til 2. PNINF og en opfattelse af, at vi havde klaret os bedre end 1. PNINF. Vi kørte tilbage til vartningsområdet i Vordingborg og vedligeholdte stumper indtil klokken 19 hvor vi blev hentet af et par busser. Så kørte vi tilbage til HØK og havde appel klokken 21:30. Cafeteriet solgte burgere og pommes frites indtil klokken 22, så vi kunne lige nå hen for at spise. På det tidspunkt havde jeg ikke fået noget at spise i 24 timer.

Fredag var en ren spilddag. Vi stod senere op og havde appel klokken 9. Bagefter brugte vi et par timer på at vedligeholde nogle stumper som allerede var vedligeholdt. Vi havde stueeftersyn to gange inden for 4 timer, klokken 8:40 og klokken 11:45. Der var appel og tidlig weekend klokken 12. Tilbagemeldingen fra kaptajnen var, at vi havde klaret os rigtig godt, og delingføreren var rigtig tilfreds med 3. delings indsats - men vi kunne selvfølgelig altid blive bedre. 2. deling havde dummet sig under et af angrebene, og måtte øve det et par gange før det lykkedes.

I løbet af ugen havde der været mange klager angående vores feltrationer. Én feltration holder til 2-3 dage, og vi får én hver dag. Yderligere så fik vi også en feltration den sidste dag hvor vi jo kun var i felten indtil middag. Resultatet var, at maden hobede sig op inden i PMV’erne, vi smed flere kilo mad ud som vi aldrig spiste: Rugbrød, ost, makrel, leverpostej, kakao, chokolade, spegepølse, torskerogn og varme retter. De feltrationer vi fik udleveret den sidste dag blev aldrig åbnet, og det var et svineri, at vi var nødt til at smide så meget mad ud. Der var også mad i feltrationerne som de fleste aldrig brugte, f.eks. kaffen, torskerognen og smøreosten. Mange havde også deres egen mad med, og spiste kun meget lidt af deres feltration.

Det hænger sådan sammen med feltrationerne, at vi skal have én hver for hver dag vi er i felten, og vi betaler selv for dem. Man kan ikke fravælge dem selvom man selv betaler for dem (de bliver trukket fra i lønnen), og selvom man ikke spiser noget fra dem. Hvis man har en uåbnet feltration, kan man heller ikke få pengene tilbage for den. Det bedste vi kan gøre, er at aflevere dem i en container hvor de så bliver givet ud til sultne børn i et eller andet land. Men vi er stadig nødt til at smide det meste ud, da vi ikke har plads til det i PMV’erne.

Derudover fik vi også afklaret, at vi har normal tjeneste i uge 40. Staben og 1. PNINF har ferie i denne uge - 2. PNINF er de eneste, som ikke har. Og det er der selvfølgelig også mange, der er sure over. Der havde været noget snak om at vi ikke havde fri fordi vi som bekendt havde ferie i uge 31. Men der var ikke rigtig nogen som kunne fortælle os noget nyttigt om det, så vi kunne ikke gøre så meget andet end at gætte. Vi må bare håbe på, at vi får en begrundelse senere.

I løbet af bataljonsøvelsen havde vi bevæget os rundt på hele Sydsjælland: Fra Ringsted til Næstved og Vordingborg, og tilbage igen - op til flere gange.

Både bataljonschefen (oberstløjtnant Lawes), regimentschefen (oberst Rytter), og kompagnicheferne havde været med på øvelsen og følge slagets gang.