DAGBOG
Uge 43: Kamp i skov, kamp i hus og objektnærsikring
I øvelseslisten for denne uge stod der egentlig kompagniøvelse 2½! Kompagniøvelsen skulle bestå af ophold i BSO kombineret med en række lektioner i kategorien enhedsuddannelse.
Som sædvanlig er BSO synonymt med længere ophold i felten uden mulighed for at tage bad, og reduceret søvn fordi vi skal ligge i nærsikringer osv. osv. - Det hele er hørt før. Dette var også grunden til at 2. kompagni blev rigtig glade da vi hørte, at BSO var aflyst. Der var en række PMV’ere der var gået godt og grundigt i smadder, så vi kunne ikke få det nødvendige materiel med på BSO. Tirsdag, onsdag og torsdag var derfor blevet ændret til at være en række enhedsuddannelsesdage i stedet for 3 sammenhængende feltdage. Glæden var stor!
Mandag skulle vi dog bare vedligeholde. Appel lå klokken 12:45, hvilket er en del senere end normalt. Mange benyttede muligheden til at få sovet derhjemme og så tage ud på kasernen i løbet af formiddagen, mig inklusive. Jyderne skulle tidligt op for at være på kasernen til appel.
Vi havde først en 40 minutters orientering om bataljonsøvelsen, som skal finde sted i næste uge. Målet med øvelsen er ikke at teste vores uddannelsesniveau, som det ellers plejer at være tilfældet, men snarere at teste befalingsmændenes og officerernes evner til at føre en krig. Vi skal så bare være der til at gøre tingene…
Efter orienteringen var der vedligeholdelse. Der var ikke ret meget at vedligeholde, så folk rendte mest rundt og lavede ingenting, og nød det gode sommervejr. Hele ugen skinnede solen fra en (næsten) skyfri himmel, og man fik det selvfølgelig kogende varmt ligeså snart man begyndte at løbe. Det var en stor dag for LMG-skytterne, der havde fået splinternye kikkertsigter og natsigter til deres maskingeværer. Dagens tjeneste sluttede klokken 16:30. Efter aftrædelse skulle tredje deling dog lige have en uofficiel snak med delingsføreren, som havde fornemmet, at vi havde været utilfredse med nogle forskellige ting. Dét kom der vist ikke det helt store ud af…
Tirsdag morgen havde vi stueeftersyn. Og efter en befalet gulvvask på min stue, tog vi ud i en skov for at lære om kamp i skov til klokken ca. 18. Når man rykker frem gennem en skov, sikrer man hinanden på en lidt anderledes måde end normalt, når man når til en vej, og man skal forsøge at være så lydløs som muligt. Alt i alt en meget fed dag hvor vi lærte noget nyt, og fik øvet noget skovkamp. Vi havde også en sjov leg, hvor en garder tog bind for øjnene og satte sig på jorden, og alle andre skulle så forsøge at snige sig ind på ham uden at blive hørt. Det var utrolig svært på grund af den knastørre skovbund.

Go-go-go!
Onsdag var også en fed dag. Der havde vi kamp i hus. Vi skulle lære nogle teknikker til når vi engang skal til Brikby og have bykamp. Der blev øvet i indtrængning i hus, passage af trappeskakter og i hvordan man bevæger sig gennem huset. Når man angriber et hus, vil man altid forsøge at komme ind i toppen af huset og kæmpe sig nedad. Derfor bestod første fase af angrebet i at smide en stige op af den ydre husvæg og klatre op til et vindue eller en terasse på anden sal.

Op-op-op!
Vi øvede os også i en alternativ metode til at komme ind i huset på. Metoden gik ud på at få en mand ind af vinduet oppe på anden sal kun ved hjælp af en 6-7 meter lang metalstang!! Fire-fem gardere holdte fast i den ene ende af metalstangen, og ham der skal op gennem vinduet, holdte fast i den anden ende med front mod huset. Der tælles ned fra 3, og så løber alle hen imod husvæggen. Når forreste mand rammer væggen, løber han op ad den mens de bagerste trækker stangen nedad og skubber den opad. På denne måde “løber” forreste mand hele vejen op af husvæggen, støttet af metalstangen. Det var overraskende let at udføre, det så rimelig fedt ud, og det virkede! Og så lærte vi jo noget nyt.
Der blev også brugt røggranater inde i huset, og en enkelt gang havde vi levende momenter på, og det var selvfølgelig meget federe end bare at rende rundt og skyde med løst. Da mit gevær var til reparation, havde jeg fået udleveret et O-gevær (det samme som jeg også havde med i Jægerspris), som overhovedet ikke kunne skyde med løst. Geværet blev ikke genladt automatisk, så jeg skød et skud, tog ladegreb, skød et skud, tog ladegreb, skød et skud, tog ladegreb ud i én lang køre. Ganske irriterende, så meget af tiden sagde jeg bare “BANG!”. Der var appel klokken 18.

Pyha...
Torsdag havde vi ONS (objektnærsikring). Vi skulle ligge og beskytte en bro og kontrollere trafikken over broen. Vi startede med at øve en frigørelse, hvor vi skifter stilling fra at ligge foran broen, til at ligge et sted bag den. Det gik OK og vi skulle ikke løbe hele vejen. Og så lå vi ellers og kogte snot i flere timer og kontrollerede et enkelt køretøj en gang imellem, spiste madpakke osv. Og da der så begyndte at ske noget fjendtlig aktivitet, skulle vi frigøre til vores anden stilling, der altså lå et par hundrede meter bag os, og vi skulle løbe op af bakke i noget der føltes som flere hundrede graders varme. Man blev lynhurtigt totalt udmattet, og selv hev jeg efter vejret i over ti minutter mens vi lå og nedkæmpede fjenden, som vi i øvrigt kunne pille ned uden besvær - de rendte rundt for foden af bakken i åbent landskab.
Inden vi kunne tage tilbage til kasernen skulle vi dog liiige indøve indrykning i BSO fordi det havde været utilfredsstillende på sidste øvelse. Alle mente at det hele var delingsførerernes skyld fordi de var for langsomme til at komme rundt og kontrollere os i hullerne, men vi skulle nu alligevel øve det. Det gik selvfølgelig godt første gang, så vi stoppede dér og gik tilbage til HØK ved 17-tiden.
Fredag morgen havde vi det sædvanlige morgenløb. De fleste havde været i byen hele natten og drikke sig fulde, så folk kom for sent til appel, én missede morgenløbet og en anden brækkede sig over det hele. NK KMP var lidt utilfreds, men han blev glad igen da vores stuer var nydeligt rengjorte før vi blev aftrådt til weekend-orlov. Vi havde også haft to timer til rengøringen, og havde i det hele taget ikke lavet ret meget andet den dag, udover at spille fodbold efter morgenløbet. Vi havde forsøgt at få fri allerede torsdag eftermiddag, hvilket kørere og vognkommandører havde fået, men forgæves. Men vi fik i det mindste tidligt weekend - vi trådte af fredag formiddag, klokken kvart i tolv.