Uge 41: Benhård tjeneste

Ugen stod i øvelsens navn, nærmere betegnet kompagniøvelse 2, som skulle handle om fremrykning og angreb. Og som de fleste nok ved, så er angreb fysisk krævende, ihvertfald for infanteristernes vedkommende. Alt skal gå lynhurtigt - man skal være mobil, for hvis man bliver på det samme sted for længe, risikerer man at blive overrasket af fjenden eller falde i en fælde. Angrebet skal gå hurtigt og gnidningsfrit, så man overrasker fjenden på sengen og får ham nedkæmpet før han kan nå at få styr på tropperne og reagere på vores angreb. Vi skal feje hen over ham som en orkan og efterlade ham tænkende: “Hvad fanden skete der?”

Hvad betyder dette for os? Vi skal køre som gale, men selve angrebet foregår til fods, så der skal bare løbes igennem! Det så ud til at blive en hård uge…

Mandag morgen stod min stue op klokken lidt i syv. Vi havde ikke stueeftersyn, men skulle alligevel have en nogenlunde ren stue, ellers ville de genindføre stueeftersyn om mandagen. Der var appel 07:45, og bagefter gik tiden med at pakke rygsæk og gøre klar til øvelsen. Og så havde vi et to timers foredrag om Den Danske Internationale Brigade og om udsendelse til Kosovo. Der er nemlig ikke ret længe til at vi skal tage stilling til, hvem der vil afsted som professionel soldat. Den generelle holdning i tredje deling er, at det lyder spændende, og der er mange, der gerne vil afsted. Der er mange, der er trætte af at være værnepligtigt offerlam, folk har efterhånden fået nok af BSO, at bokse sig frem i makkerpar, at køre i de rumlende PMV’ere som hele tiden bryder sammen, og at skulle spise fem ens rugbrødsmadder fra feltrationen i bælgmørke. Men at være udsendt, professionel soldat håber mange, er noget helt andet. Vi havde fået en forsmag på det under GRIFO-ugen, og det var noget helt andet end man er vant til. Som udsendt i Kosovo kommer man til at give nødhjælp til lokalbefolkningen, lave house searches og checkpoints hvor huse og køretøjer kontrolleres for våben, og så kommer der nogle øvelser engang imellem. DIB’en er folks mulighed for at bruge dét som de har lært i Den Kongelige Livgarde, til noget fornuftigt - og samtidig tjene nogle gode penge. I næste uge skal vi alle sammen skrive under på et stykke papir for at tilkendegive, om vi vil have udarbejdet en kontrakt i vores navn, som vi evt. kan skrive under på.

Efter foredraget var der appel, klokken ca. halv fire.

Tirsdag morgen stod vi op klokken 4:15! Vi skulle hente geværlås 4:30, og der var appel klokken 5. Grunden til at vi skulle i gang så tidligt var, at vi skulle bruge et par timer om morgenen på transport til øvelsesterrænet, som ligger i sydsjælland, nærmere betegnet omkring Vordingborg. Vi kørte dertil i bus og “hovedkvarteret” var et vartningsområde ved Vordingborg. Her pakkede vi PMV’ere, spiste morgenmad og ventede på, at mekkerne skulle ankomme, så vi kunne komme i gang med øvelsen. Hele resten af dagen (fra klokken ca. 12:30 til 21) kørte vi rundt i terrænet på en handlebane. Vi kørte fremrykning i PMV’ere, og når fjenden angreb os (én af delingerne var momenter), skulle vi ud af dåserne og bokse os frem gennem terrænet indtil fjenden var nedkæmpet.

Vejret den dag var sindssygt - varmen var ulidelig, og luften var knastør. Og når vi er i gang med øvelser er det obligatorisk at man har hele kampuniformen på, ikke noget med bare ærmer! Man kunne være fuldstændig sikker på, at der ikke var nogen der havde andet end hærens udleverede T-shirt på inden under den tunge kampjakke. Der var heldigvis mange gange hvor vi bare lå i “langt holdt” og sikrede i hver sin retning med vores geværer, men når vi skulle løbe, bare en lille smule, så var varmen dræbende. Allerede efter den første løbetur var alles tøj så gennemblødt af sved, at man skulle tro, vi havde været ude at svømme med hele uniformen på. En uhyggelig klam fornemmelse, og der var selvfølgelig ikke mulighed for at skifte tøj. Man rendte bare rundt i det gennemblødte tøj indtil det tørrede. Min gruppe gav sig 100%, og vi fik ros af vores sergent, men den overordnede tilbagemelding på dagen fra bataljonschefen var, at kompagniets indsats havde været meget skuffende. Folk havde løbet rundt med geværet slæbende efter sig, spist madpakke mens de skulle sidde og sikre med TMG’et, samt en række andre usmarte ting. Det havde ikke set godt ud, og kompagniets ellers supergode ry havde fået pletter. Uha, jeg tror nu nok folk var ret så ligeglade. At man overhovedet kunne overveje at bevæge sig i denne varme burde være forbudt ved lov.

Vi havde tidligere fået at vide, at vi skulle ligge i en lade og sove om natten. Der var mange der var glade for denne melding, og der var meget diskussion om hvordan natten ville tegne sig. Ville der ikke være nogle vagter, skulle vi have en enkelt vagt ved ladeporten, eller ville der være BSO-agtigt nærforsvar og nærsikring? Om aftenen fik vi dog at vide, at vi ikke skulle ligge i lade alligevel. Vi skulle ligge i fuldt krigs-BSO!! Det værste var, at man ikke vidste ret meget om hvad der skulle foregå, men alle vidste at det er hårdt at oprette BSO, og alle var så smadrede efter dagens strabadser, at ingen gad ligge i BSO. Der var meget urolighed i delingen derefter, og folk stimlede sammen i grupper og bandede over, hvor trætte de egentlig var af alt forsvarets pis, hvor trætte de var af BSO og af at ligge i nærsikring klokken lort om natten midt ude på bøh-landet.

Jeg var selvfølgelig også med til at beklage mig - jeg er efterhånden godt træt af at lave det samme hele tiden. Det første vi lavede da vi startede som rekrutter, det var at ligge i BSO. Og nu, 9 måneder senere, laver vi stadig det samme. Vi har lært nogle nye angrebsteknikker, men vi laver stadig det samme: Løber røven ud af bukserne. Nogle gik lidt videre end andre og talte om at stikke af eller ringe efter en taxa og køre væk fra galskaben. Alle havde ihvertfald fået nok af at blive røvrendt på den ene eller den anden måde, og at blive kaldt ud af PMV’erne for at blive kaldt ind igen 10 sekunder senere. Nogle mente at vi skulle ligge i BSO som en straf for at vi havde klaret os dårligt i løbet af dagen.

Efter en lille opløftende tale fra NK DEL fik vi dog taget os lidt sammen og oprettet et hurtigt BSO. Der skulle ikke graves nogle huller (udover latrinet), skyttehullerne skulle blot markeres med markeringsstrimmel, og vi slog ikke bivuakken op (det var alligevel for varmt). Der skulle være to nærsikringer med to mand i hver - jeg lå på vagt en enkelt gang i løbet af natten, men fik næsten ikke lukket et øje. Luften var simpelthen tyk af myg der stak som om deres liv afhang af det. Så jeg lå det meste af natten og halvsov mens jeg viftede myg væk. Der var nogle, der fik deres søvn, men de lignede også et stort myggestik da de stod op. Vi fik bankekød med kartoffelmos til aftensmad, og der blev spist godt, for det var første gang vi fik noget ordentlig mad siden morgenmaden… Jeg nåede også at bruge latrinet, som bare var et hul i jorden, hvor der normalt plejer at være en tværgående gren, som man kan sidde på. At skide i et hul i jorden er og bliver en klam oplevelse.

Onsdag morgen stod vi op klokken 6 og fik noget mere tilbagemelding fra den foregående dag. Det overordnede budskab var, at vi skulle tage os gevaldigt sammen. Folk var i bedre humør denne morgen - måske var det fordi vi vidste, at vi skulle være momenter hele dagen. Dette var en ren kogedag, vi lavede ingenting. Min gruppe var momenter 5 gange. To af gangene skulle vi bare ligge på vejen og være henholdsvis demonstranter og flygtninge. Den tredje gang skulle vi ligge på toppen af en bakke og skyde på den angribende fjende. Den fjerde gang skulle vi også ligge og skyde på fjenden. Der var masser af kogetid, og vi fik drukket noget dåsecola og spiste pærer fra et pæretræ. Og til sidst skulle vi ligge i et hegn og angribe. Jeg blev dog sendt et andet sted hen sammen med to andre. Vi havde fået til opgave at være fjender som overgav sig. Jeg skulle forestille at være skudt i benet, så jeg havde fået påklistret et sår og havde fået smurt noget falsk blod på benet og bukserne. Vi lå og kogte i to timer inden fik vi meddelelse om at de stoppede øvelsen indtil videre fordi der var for mange PMV’ere der var gået i stykker. Så jeg måtte rive såret af igen og så ellers rende rundt med lim på benet indtil fredag aften. Man skal ikke være længe i felten før man begynder at hungre efter et rensende bad og et tøjskifte. Folk har skiftetøj med, men enten har man ikke tid til at skifte, eller også er man for træt til at gøre det. Jeg havde den samme T-shirt på hele ugen.

Om aftenen skulle vi igen ligge i BSO, denne gang i en lille, faldefærdig lade. Der var hyldeblomst-træer i nærheden, så der var for en gangs skyld stort set ingen myg - en stor lettelse. Jeg fik sovet omkring 4 timer. Jeg skulle kun have ligget på vagt én gang, men der var gået lidt rod i vagtplanen, så jeg kom til at ligge to gange og mistede derfor en times søvn.

Torsdag stod vi op klokken 6.Til morgenmad var der rugbrød fra feltrationen samt en varm sammenblanding af kakao og kaffe, der smagte overraskende godt. Det lykkedes dog for vores dysehjælper at få racermave, så han var plaget af dårlig mave hele dagen. Men derudover var humøret højt, folk havde genvundet deres kræfter, havde fået noget ordentlig mad og noget søvn, og var klar til at komme videre med øvelsen. Vi kørte igen rundt hele dagen og boksede os gennem terrænet.

I det sidste angreb blev hele min gruppe trukket igennem nogle vandhuller, som lå på vores angrebsrute. Kommandoholdet (jeg selv og sergenten) kom hurtigt igennem og lå og grinede hysterisk af dyseholdet, der lød som om at de havde problemer med at komme igennem vandet. Der kom plaskelyde, bandeord og andre sjove lyde gennem de lange græsstrå, og det var i det hele taget ganske morsomt. Sergenten havde dog misforstået vores ordrer, så vi boksede os hele vejen uden om fjenden i en stor cirkel, og folk blev godt irriterede over at få modstridende ordrer hele tiden, men vi gjorde som der blev sagt. Da vi havde ligget ude ved en landevej et par minutter, var der endex (end of exercise), og vi fik en tilbagemelding på dagen.

Tilbagemeldingen var, at det så rigtig godt ud. Det var slet ikke det samme stykke elendige arbejde som vi havde leveret om tirsdagen, og de rettelser som bataljonen havde, var kun små. Forklaringen på denne pludselige ændring i vores arbejdsindsats er selvfølgelig at vi på det sidste BSO havde fået opladt batterierne: Fået noget at spise og sove. Og så var det heller ikke ligeså varmt den sidste dag. Og vi havde kløet på, selvom vi følte at vi var blevet behandlet som skidt. Nogle enkelte individer havde med en alvorlig mine konstateret, at øvelsen var værre end Rex-turen. Dette kan jeg godt give vedkommende ret i, men kun hvad tirsdagen angår. De to andre dage var udmærkede.

Bagefter skulle vi hjem, og det skulle bare gå “Rebecca” (hurtigt). Da vi var tilbage på HØK, vedligeholdte vi gevær i en times tid, og havde appel klokken 23. Til appel fik vi en glædelig nyhed: Morgenløbet var aflyst og erstattet af et stueeftersyn, så “nu kunne vi sove længe”!! Jubii!! Til morgenløb plejer vi at stå op 6:20, nu skulle vi op klokken 6 for at gøre rent! Og gå glip af morgenmaden. Jeg havde hverken fået frokost eller aftensmad om torsdagen, så at gå glip af morgenmaden fredag var det sidste store slag. Under vedligeholdelsen om fredagen kunne jeg mærke at jeg begyndte at blive sløv, og min mave føltes som et stort tomt hul. Så der blev spist masser af frokost, der uheldigvis bestod af millionbøf og kartoffelmos - det mindede uhyggelig meget om den varme ret i feltrationen!! Så kunne det vist heller ikke blive værre…

Og dog: Appel og aftrædelse til weekendorlov var blevet udskudt en time. Appel klokken 16.