Uge 38: En ny gruppe, gruppefører og nye angrebstaktikker

Dette var vores første uge tilbage på Høvelte kaserne, og i felten. Efter to måneder i vagtkompagniet, hvor nogle havde haft meget fri, og hvor andre havde haft mange vagter lige efter hinanden, var der selvfølgelig blandede følelser omkring dét at vende tilbage til det hårde liv i felten. Nogle havde savnet det, mens andre afskyede det som pesten, og hellere ville bruge resten af deres tid i Livgarden med at stå vagt.

Selv havde jeg haft det godt i vagtkompagniet, og jeg havde aldrig været så meget hjemme som jeg havde været det i de to måneder. Men jeg savnede også en lille smule at komme tilbage i grøn tjeneste, så længe jeg slap for at grave flere huller :-)

Om mandagen skulle vi først møde klokken 12 middag, hvilket skyldtes at vores befalingsmænd skulle bruge formiddagen på at lave nogle forskellige forberedelser. Jeg mødte også allerede søndag aften for at få styr på mine stumper. Den første dag tilbage på HØK gik stille og roligt - vi skulle blandt andet aflevere den vagtudrustning som vi havde haft med ind på Livgardens kaserne i Gothersgade, heriblandt sabelen og den blå vagtuniform. Der var masser af ventetid mens folk afleverede deres vagtudrustning.

Vi opdagede også, at der var blevet ændret nogle ting i kompagniet: 3. gruppe, 3. deling (hvor jeg befandt mig) var blevet omdøbt til 2. gruppe, og vi havde fået en ny gruppefører. Vi havde også fået en ny gevær 2, nemlig garder Svejgaard som jo var tilgået kompagniet fra kontoret.

Garder B. B. Pedersen (aka. “Robo-Garder”) som jo havde haft problemer med sit ene knæ, kunne pga. en mislykket genoptræning ikke længere være med i felten, og fik til sin store ærgrelse et kontorjob. Han ville meget hellere have været med i felten med os andre i stedet for at sidde og kede sig på et kontor, men det var langt om længe gået op for regimentet, at det ikke kunne lade sig gøre. Så 2. gruppe (tidligere 3. gruppe) havde nu kun én åben stilling tilbage, som endnu ikke var fyldt ud ved ugens udgang. Men der havde været rygter om, at garder M. M. Hansen (gevær 2 i 1. gruppe) skulle flyttes over i vores gruppe som vognkommandør.

Senere på dagen havde vi et møde med KC (kaptajn M. R. Mogensen), hvor vi blev orienteret om hvad der skulle ske i de resterende 4 måneder af vores værnepligtstid. For at sige det kort, så ville vi få rigtig travlt, men det ville samtidig blive spændende. Vi skulle blandt andet undervises i “riot control” (kontrol med aggressive folkemængder), have bykamp i Brikby (i Oksbøl, Jylland) samt have en autentisk krig med et andet regiment (garderhusarregimentet). Og så skulle vi bruge en hulens masse tid i felten.

Faktisk havde vi så travlt at vi skulle i felten allerede tirsdag og overnatte ude. Så noget af ventetiden om mandagen gik med at pakke rygsækken, så det hele var klar.

Om tirsdagen pakkede vi så PMV’en og tog ud i øvelsesterrænet lige udenfor kasernen. Ugen skulle gå med at repetere hvad vi allerede havde lært (det kunne jo være vi havde glemt det i vagtkompagniet), samt indøve nogle nye teknikker og formationer ved angreb.

Det værste ved denne uge var den ekstreme varme. Hvis man bare så meget som overvejede at bevæge sig fremad i en højere hastighed end almindelig gang, så begyndte man at svede som et svin, og tøjet blev øjeblikkelig gennemblødt. Vores nye gruppefører var dog meget forstående, og mente ikke at vi skulle løbe mere end nødvendigt hvis vi kunne vores kram. Ellers så brugte vi bare hele dagen på at bokse os frem og øve nogle nye, interessante angrebsteknikker. Vi vendte tilbage til kasernen lidt over klokken 17, og havde en masse kogetid indtil vi skulle ud i felten igen om aftenen ved 21-tiden. Vi skulle overnatte ude fordi vi skulle være momenter for 1. PNINFKMP, som havde GRIFO (GRundlæggende Indføring i Fredsstøttende Operationer). Jeg vil ikke komme ind på hvad GRIFO er lige nu, eftersom vi selv skal have det i næste uge, men vi skulle ligge i freds-BSO hele natten. Freds-BSO er langt fra det samme som et almindeligt BSO, det er meget federe! Man parkerer blot PMV’erne og slår sin bivuak op. Og så kan man ellers koge alt det man vil, så længe der bare lige er en vagt eller to til at holde øje med PMV’erne. Der skal ikke graves nogle huller, vi bliver ikke angrebet midt om natten, der er ingen lyd- og lysdisciplin, der skal ikke graves sporeplan eller latrin. Der skal ikke trækkes ledninger til felttelefon, PMV-sporene skal ikke dækkes til, og man skal ikke ligge en halv nat på vagt i en nærsikring.

Men inden vi lagde os til at sove, fik alle uddelt en opgave. En enkelt gang eller to i løbet af natten ville vi så blive vækket, og så skulle vi skabe eller deltage i nogle situationer som 1. PNINF skulle håndtere. Det var altså 1. PNINF der skulle uddannes i GRIFO, og vi skulle bare være medvirkende. Således var der nogle der skulle være fjender der løb ind i 1. PNINF’s lejr og skød op i luften, andre var demonstranter der kastede med sten (og det gjorde de!), én skulle forestille at være journalist som ville interviewe soldaterne osv. Selv skulle jeg være sygehjælper, og sammen med de to andre gevær 3’ere køre ud til 1. PNINF’s lejr i en “sanitets-PMV”. Her skulle vi samle en såret soldat op og køre ham væk, og det var sådan set det hele. Så vi fik også sovet lidt dén nat.

Onsdag morgen pakkede vi BSO’et sammen og kørte tilbage til kasernen. Her spiste vi morgenmad, og så kørte vi ud i felten igen og øvede angrebsteknikker resten af dagen. Varmen var lige så ulidelig som den var om tirsdagen, og der blev holdt mange mindre pauser hvor vi tog basis, hjelm og jakkerne af for at få lidt luft. Vi havde fri ved 20-tiden om aftenen.

Om torsdagen var vi i Farum øvelsesterræn, hvor vi øvede udvigende kamp. Kort fortalt går det ud på at give den fremrykkende fjende et slag over fingrene og herefter skifte stilling, således at fjenden bliver forvirret over at vi ikke er der næste gang han vender tilbage for at angribe os ordentligt. I den nye stilling kan vi så lave den samme finte osv. Det var for en gangs skyld spændende at lave, og vi skulle ikke løbe så meget fordi stillingsskiftet foregik i PMV’erne, så det var en god dag.

Om fredagen var der det sædvanlige morgenløb og noget vedligeholdelse af vores materiel. Jeg hjalp til med at skifte bælter og hjul på PMV’erne, og vi fik noget tilbagemelding på hvordan ugen var gået. Vi fik en masse ros både for vores indsats som momenter for 1. PNINFKMP, og for vores indsats i felten. Til sidst skulle vi have haft en times foredrag om frømandskorpset, men det blev aflyst i sidste øjeblik. De droppede også stueeftersynene og gav os fri 1½ time før tid, klokken 13:30. Og så havde vi jo weekend.