Uge 18: I BSO med Victor

Om mandagen havde vi selvfølgelig fri pga. påskeferie, men tirsdag og onsdag brugte vi i felten, og på at lære lidt om hvordan man opfører sig i BSO, når man har en PMV med.

Hvis jeg ikke har gjort det tydeligt, at jeg hader at være på BSO, så er det måske på tide nu. Selvom hele ugen bød på dejligt sommervejr, så var nætterne stadig alt for kolde til at det var sjovt at ligge på vagt i nærsikringen. Det hjalp dog en del på det at tage sovepose og liggeunderlag med ud i nærsikringen. Tredje gruppe (dvs. min gruppe) var ekstremt underbemandet, og dét var ikke nogen fordel. Gruppen består normalt af 10 personer, nemlig gevær 1, 2 og 3, et LMG-hold (skytte og hjælper), et dysehold (også en skytte og en hjælper), en PMV-kører og en vognkommandør - og så naturligvis gruppeføreren, som er en sergent. Vi var dog kun seks i felten (ikke medregnet gruppeføreren), og PMV-køreren må ikke ligge på vagt, da han skal sove seks timer i træk, før han skal ud at køre i PMV’en. Dette skyldes nogle regler, der skal sikre at køreren ikke kører hele PMV’en og dens passagerer lige i døden fordi han sidder og sover bag rattet…

Vi var altså fem personer til at ligge på vagt, og vi skulle ligge to mand i nærsikringen af gangen i en times tid. Dette betød, at vores pauser ikke blev på mere end én til to timer, hvilket overhovedet ikke er nok til at man kan nå at få sovet. Yderligere skulle vi mellem vagterne ud på en patrulje, som vi også skulle gå to mand, hvilket blot gav os endnu mindre tid til at sove. Jeg tror, at jeg fik sovet ½ til 1 time den nat. Til sammenligning var der nogle af de andre grupper, hvor man fik sovet i op til 3 timer fordi halvdelen af gruppen ikke manglede. Godt, at BSO’et kun bød på én overnatning. Aftenen inden fik vi Pork Bombay til aftensmad (en ret, der følger med i feltrationerne). En ny ting, når man har Victor med i felten er, at man laver maden samlet i stedet for at hver mand koger sin egen mad. Indtil videre kan jeg ikke rigtig se fordelen i det - jeg var den sidste til at spise (jeg lå ude i nærsikringen og snakkede med træerne), og min mad var derfor nået at blive iskold.

Dagtimerne gik med at øve indrykning i BSO med PMV’en samt sløre den. Vi gravede også liggende skyttehuller (nærforsvar), nærsikring, latrin, og udlagde telefonledning til felttelefonen. Tirsdagen gik med at pakke hele BSO sammen igen (ja, det er ligeså spændende, som det lyder) samt noget lidt mere interessant, nemlig et samlet angreb på en imaginær fjende. Her deltog hele delingen, og de tre grupper arbejdede sammen om at nedkæmpe denne her fjende. Dette foregik i felten lige uden for kasernen.

Torsdagen bød på den sædvanlige omgang ekscercits, FUT og vedligeholdelse, men om aftenen havde 3. deling (i modsætning til de andre delinger) ikke fået fri. I stedet skulle vi bruge 4 timer fra klokken 18:30 til 22:30 på at gejle vagtudrustning. Vi tilbragte disse 4 timer i pudsestuen med lidt slik, sodavand, musik og masser af gejling. Mine vagtstøvler er efterhånden begyndt at skinne, og man kan se sit eget spejlbillede i dem. Man må håbe, at min vagttaske også kommer til at skinne, når jeg engang går i gang med den. Op til flere andre i delingen havde været forbi nogle gardere, som allerede havde været i vagtkompagniet og købt deres vagttasker for mellem 100,- og 500,- kroner. De var således nogenlunde velgejlede i forvejen, selvom de var i en meget svingende kvalitet. Vi fik i øvrigt at vide af befalingsmændene, at vi ikke måtte købe os til vagttaskerne, og så fik vi en lille advarsel med på vejen: Nogle gardere kunne godt finde på at ridse diverse ondskabsfulde sætninger ind i vagttasken med en skarp genstand, og så gejle ovenpå. Teksten kan derfor ikke ses, når man køber vagttasken, men hvis gejlingen på et eller andet tidspunkt krakelerer, står den lige pludselig tydeligt frem. Hvis dét sker mens man er i vagtkompagniet, så kommer man nok til at stå med et rimelig langt ansigt…