Uge 11: REX-tur

Uge 7 var vores sidste uge som rekrutter. I denne uge var vi på REX-tur. REX-turen er afslutningen på rekruttiden, hvor man skal gøre sig fortjent til at gå med dronningens navnetræk på skuldrene - de såkaldte REX’er. REX-turen skal afprøve vores færdigheder, og samtidig lære os nogle nye ting. På REX-mærket i toppen af siden kan man se tre bogstaver, et M, et 2-tal og et R. De står for Margrethe den II Rex (Regina), der jo som bekendt er den siddende regent. Udover at være en slags eksamen, er REX-turen også en konkurrence på gruppe- og delingsniveau. På de fleste af aktiviteterne på REX-turen optjener man point, som til sidst tælles sammen. Når REX-turen er overstået, udnævnes “bedste gruppe”, “bedste deling” og “bedste garder”. Den bedste garder belønnes med en ekstra fridag, som han kan holde, når han vil, dog efter nærmere aftale med KC. Turen varer en uge (dvs. 5 hverdage), men der har været eksempler på, at REX-turen er blevet forlænget til også at dække en del af weekenden.

Det eneste spiselige, man må tage med på REX-turen, er 100 gram chokolade, eller alternativt, 5 cigaretter. For at lægge yderligere pres på os, måtte vi ikke have ur på. Vi måtte dog godt have eget undertøj, sokker og handsker med, samt indlægningssåler i støvlerne. Men ellers er kravene til hvad man må, og ikke må, meget strenge. Og hvis man bryder disse krav, kommer man til at betale for det, hvilket vi også kom til at opleve.

Søndagen før REX-turen havde vi i delingen aftalt at sove med kampuniformen på, og med alt udstyret pakket og klart, så vi kunne være klar som de første, når der blev slået alarm. Alle var nemlig rimelig sikre på, at REX-turen startede med, at der blev slået fjendealarm. Dette viste sig at holde stik. Klokken 5:00 mandag morgen brød helvede løs i form af en alarm. Vi var selvfølgelig klar med det samme - vi skulle bare have basis, rygsæk og hjelm på, og gribe vores geværer i farten. På kompagnipladsen skulle vi lade magasinerne op med løse skud og læsse vores rygsække op i nogle lastbiler i nærheden. Der blev selvfølgelig råbt og skreget af os, og der skulle være fart på hele tiden.

Så var det afsted på en 15 km ilmarch til Sjælsø Skydebaner, som faktisk lå lige i nærheden. Det skulle gå rigtig hurtigt, og der var et par stykker, der fik smadret deres fødder allerede på denne march. Det forhindrede dem dog ikke i at fortsætte. På skydebanerne blev vi strippet af militærpolitiet, som skulle kontrollere, at vi kun havde det tilladte udstyr med. Så vi fik lov til at stå, kun iført støvler og boksershorts, og se til, mens MP’erne splittede vores ting ad fuldstændigt - sløring og overtræk blev hevet af hjelme, soveposen blev hevet ud, magasinerne skilt ad, lommerne åbnet, poserne tømt osv. indtil vi havde et stort teltflag med 30.000 forskellige smådele og klædestykker på. Alt dette foregik selvfølgelig udendørs i let regnvejr, så vi nåede også at blive lidt våde. Som tak for ulejligheden fik vi to panserminer, som vi skulle slæbe på: Én til delingen, fordi vi var for langsomme til at pakke vores ting sammen, og én til en af rekrutterne, som havde medbragt 6 cigaretter i stedet for 5. Da vi senere udspurgte ham, sagde han, at han havde håbet på at kunne nå at ryge cigaretten om morgenen inden vi tog afsted. Det nåede han så ikke, og straffen faldt prompte.

Da MP’erne var færdige med os, fik vi mad for første gang den dag: En 1/4 liter mælk med havregryn og sukker, hvilket ikke mætter ret meget. Så gik vi videre til et område i nærheden, hvor vi anlagde BSO. Der var lektioner i angreb. Sent om aftenen fik vi dagens andet måltid mad, bestående af tre gulerødder og et løg. Der var dog ikke mad nok til alle, så jeg endte med at få to og en halv gulerod. Der var også nogle, der fik dårlig mave af at spise løget. Om natten blev vi pludselig angrebet af fjenden, og vi måtte pakke hele BSO sammen på 20 minutter - og dække skyttehullerne til igen. Resten af natten gik med at bevæge sig gennem terrænet og frem til Sjælsø, hvor vi skulle sejle over søen i gummibåde. Der var dog en gummibåd, der var punkteret, så jeg blev transporteret udenom søen sammen med nogle andre i en GD. Bagefter fik vi et par timers søvn (med vagt), før en PMV kom og hentede os. Vi blev transporteret hen til en handlebane, som vi skulle igennem. Her blev vi både udsat for kanonslag, tåregas og pigtråd. Bagefter opdagede vi, at der var nogen, der havde fået deres regnbukser flået i stykker af pigtråden. Resten af natten og tirsdag morgen gik vi ca. 7 km til Farum øvelsesterræn (hvor vi tidligere havde været på BSO 3), og anlagde et BSO. Denne gang var det lettere at grave skyttehuller, da jorden var blevet blød pga. regnen. Så øvede vi et angreb på 2. deling, hvor vi uheldigvis blev nedkæmpet. Alle var ved at være rimelig pressede på dette tidspunkt, fordi vi ikke havde fået noget at spise i lang tid. Vi øvede også noget kamp fra stilling, hvor kommandoforplantning var det essentielle. Og så fik vi langt om længe en feltration om aftenen - komplet med chokolade og rugbrød! Og vi måtte forpleje varmt. Og der blev mulighed for at sove lidt, inden vi ved 22-tiden skulle på en stille og rolig opklaringspatrulje. Det lykkedes ikke rigtig for min gruppe at finde nogle fjendtlige køretøjer, men vi fandt dog nogle friske hjulspor. Da vi kom tilbage, fik vi en god nats tiltrængt søvn.

Onsdag morgen stod vi op ved 7-8 tiden og fik en time til at spise, gensløre ansigterne og nedlægge BSO. Bagefter øvede vi mere kamp fra stilling, mens solen skinnede for første gang i lang tid! Pludselig fik vi dog supertravlt. Vi skulle tage al vores udrustning på samt materiellet fra BSO’et (hovedsageligt skovle, spader, panserværnsraketter og affaldsposer), og så skulle vi i hastig march/løb hen til nogle bygninger i nærheden. Vi var fuldstændig uforberedte på dette, så vi rendte afsted med masser af tøj på, bl.a. uldfor og nogle også fiberpels, iført basis, hjelm og rygsæk. Yderligere slæbte jeg på to spader fra BSO’et, mit gevær, og i min funktion som GV3 slæbte jeg også på en sygehjælpertaske. Det var en hård tur, og bagefter var der gudstjeneste med feltpræsten, hvor vi fik kristi legeme og blod samt et par opmuntrende ord med på vejen. Der var TV-dækning på. Da gudstjenesten var overstået, gik vi 7 km tilbage til Høvelte Kaserne, hvor vi ventede i et par timer på at blive hentet af et par lastbiler. De kørte os til Grib Skov, hvor selve REX-marchen begyndte. REX-marchen er højdepunktet på REX-turen, hvor de fleste fristes til at give op. De 4½ dage, som REX-turen varede, havde vi gået mellem 75 og 80 km - de fleste af disse kilometer kom vi til at gå på REX-marchen, som også bestod af 11 poster, der alle gav point i konkurrencen. På REX-marchen går vi i vores grupper, og altså ikke i delingerne, som vi havde gjort hidtil.

På første post skulle vi samle radio 371 og lave operationskontrol på den. Det klarede vi mindre godt. Vi var for langsomme til at samle radioen, og vi lavede operationskontrollen forkert.

Anden post var en gasmaskepost - vi skulle gå hele vejen til tredje post med gasmaske på - i mørke. Min gasmaske sad ikke helt tæt og duggede til, så jeg havde endnu sværere ved at se ud gennem den. Alle var rimelig lettede, da vi endelig fik lov til at tage gasmasken af på næste post.

På tredje post skulle vi samle og adskille et gevær M/75 på tid. Og så skulle vi gøre det igen med bind for øjnene. Det klarede vi med en god tid, så vi fik trukket lidt i land efter post 1.

På Post fire havde vi en mand, der gav op. Han havde klaret sig indtil videre, selvom hans fødder var blevet fuldstændig smadrede under mandagens march. Under REX-marchen blev det dog meget værre, og vi måtte støtte ham mens han gik, og vi havde nogle til at bære hans udrustning for ham. Vi måtte dog efterlade ham på fjerde post, hvor han ville blive hentet. Resten af turen foregik i uvidenhed om, hvordan han havde det, og hvad der skulle ske med ham, men vi fortsatte ufortrødent. Posten bød på en god, gammeldags vandpassage. Vi skulle have alt tøjet af og tage regntøj på. Så skulle vi hoppe i en iskold sø og trække os over på den anden side vha. et reb, der var spændt på tværs. Der er regler for hvor koldt vandet må være, når man sender folk ned i det, og vi fik senere at vide, at det faktisk havde været ca. en grad under det tilladte (hvis jeg husker rigtigt, var det omkring 4 grader varmt). Det var en ganske kold fornemmelse, men min gruppe var hurtige, hvor andre tøvede. Bagefter skulle vi i soveposen så hurtigt som muligt, så vi kunne få varmen. Vi måtte forpleje varmt og sove, hvilket vi havde 4-5 timer til.

Så var det afsted igen til femte post, hvor vi skulle gøre klar til kamp og transport af en AT-4 panserværnsraket. Vi klarede det generelt godt, men vi havde nogle få fejl.

Bagefter skulle vi på sjette post følge en kompasretning gennem terrænet, og frem til Stjernen, som ligger i Store Dyrehave. Det var ikke så sjovt at gå i det ujævne terræn, når man har vabler, og folk var ikke i det bedste humør på det tidspunkt.

Syvende post bød på en del ventetid og commando-kravl. Der var spændt et tykt reb op mellem to træer, som vi skulle kravle over. Nedenunder var der naturligvis et vandhul for at gøre det hele mere spændende. Jeg var vidne til én, der mistede balancen midt på rebet, hvorefter han faldt med ryggen først lige ned i vandhullet. Han blev fuldstændig gennemblødt og fik iøvrigt også slået hovedet mod noget hårdt, så jeg måtte have sygehjælpertasken frem og give ham plaster på. Selv mistede jeg balancen efter 2/3 af turen, og måtte kravle resten af turen hængende i rebet - jeg faldt dog ikke i vandhullet, hvilket der heller ikke var andre fra min gruppe, der gjorde.

Post otte var fysisk hård. Vi skulle transportere en mand på båre igennem en rute. Vi var ikke så mange i gruppen, og manglede også en mand siden post fire, så der var ikke ret mange til at tage over, når folk blev trætte. Men vi fandt en god rytme, og klarede faktisk båre-fræset på en af de bedste tider overhovedet.

Så skulle vi gå videre til post ni, hvor vi skulle ramme inden for en cirkel med to håndgranater hver. Vi kastede ret dårligt, og ramte forbi med 8 håndgranater. Hver forbier resulterede i, at vi skulle slæbe på en halv pansermine, så vi stod til at slæbe på 4 miner. Heldigvis var sergenten på posten i godt humør fordi solen skinnede, så vi slap for 2 af dem. Efter denne post havde vi endnu en rekrut i gruppen, der var ved at give op - han satte hele tiden farten ned på marchen, og sergenten var på nakken af ham konstant. Han klarede da også resten af turen til alles tilfredshed. REX-turen fokuserer meget på samarbejde og sammenhold. Man efterlader ikke en mand, men gennemfører turen i samarbejde, og ved at hjælpe hinanden.

På den tiende post fik vi udleveret nogle papirer med 50 spørgsmål, som vi skulle besvare så mange af som muligt på 20 minutter. Nogle af spørgsmålene var relevante, som f.eks. “Hvor meget vejer en panserværnsraket?”, mens andre var direkte tåbelige og irrelevante, som f.eks. “Hvad hedder hovedpersonen i Aliens-filmene?”. Det værste ved denne post var, at vi sad stille, når vi besvarede spørgsmålene. Hvis man begynder at slappe for meget af i benene efter at have gået så meget, som vi har, bliver de tunge og ubevægelige, så det gjaldt om at holde benene i gang. Da vi havde besvaret spørgsmålene, gik vi tilbage til kasernen, hvor vi blev indkvarteret i en garage. Vi fik lov til at spise, tage bad og sove en hel nat, men vi måtte ikke gå nogle andre steder hen. Så ikke noget med at gå hen i cafeteriet eller på stuen, hvor der lå en cola og masser af slik og ventede på mig. Det tog jeg dog meget roligt.

Fredag morgen blev vi transporteret flere kilometer væk fra kasernen i lastbiler. Vi skulle ud til den sidste post, nemlig post elleve, som var en feltforhindringsbane. Hele delingen skulle udføre et velanrettet angreb på en fjende - her skulle vi kombinere mange af de ting, som vi havde lært om angreb i løbet af rekruttiden. Folk var ved at være godt trætte af det hele og mange havde vabler samt nogle enkelte blodvabler, men vi gav os alligevel 100% på denne post, og der var generel tilfredshed med vores præstation. Vi skulle nu gå de mange kilometer tilbage til kasernen, og der blev sunget meget på denne del af marchen, selvom alle var ved at være godt smadrede. Tilbage på kasernen fik vi at vide, at fjenden havde overlevet angrebet, og at vi derfor skulle i gang igen. Vi skulle sløres i ansigterne og lade magasinerne op med frisk ammunition. Der var mange beklagelser og negative udbrud i geleddene, men vi gjorde selvfølgelig som befalet. Så skulle vi marchere ind gennem kasernens hovedindgang - hvor vi langt om længe hørte tambourerne spille. Det er tambourernes musik, der markerer afslutningen på REX-turen, og tårene blev ikke holdt tilbage, da folk opdagede, at turen endelig var slut. Vi var nu blevet gardere!

Resten af dagen gik med vedligeholdelse af udrustning, udlevering af REX-mærker i gymnastiksalen (med TV-dækning), buffet i cafeteriet og appel. Til appellen fik vi at vide, at 3. deling (dvs. min deling) havde klaret sig bedst på turen. Den bedste gruppe var sergentgruppen (alle sergentemner var blevet samlet i én gruppe under REX-turen) - min gruppe kom på 10.-pladsen, hvilket er et udmærket resultat. Bedste garder var også fra 3. deling. Vi fandt også ud af, at ham der gav op ved fjerde post, var blevet garder alligevel - en såkaldt gummigarder, fordi han ikke har gennemført REX-turen. De PMV-kørere, der ikke havde bestået køreprøven, var heller ikke kommet med på REX-turen, fordi de skulle op til en ny køreprøve. De var også blevet gummigardere.

En sergent havde tidligere sagt: “At være rekrut er hårdt, at være garder er let”. Så det bliver interessant at se, hvordan min tid som garder i Den Kongelige Livgarde bliver.