BAGGRUND

Om mig

Mit navn er Martin!

Jeg blev indkaldt til aftjening af min værnepligt hos Den Kongelige Livgarde den 3. december 2001. Min holdning til militæret var, at hvis jeg blev indkaldt, så ville jeg selvfølgelig aftjene min værnepligt, men så stoppede mine ambitioner også dér. Ikke noget med at blive sergent eller komme med i DIB’en (den Danske Internationale Brigade).

DIB’en består af frivillige, som bliver sendt til udlandet på fredsskabende eller fredsbevarende missioner, hvilket vil sige, at man før eller siden kommer i skudlinien. Jeg trak ikke frinummer til sessionen, så jeg fik at vide, at jeg skulle indkaldes. Jeg var imidlertid i fuld gang med HTX, så jeg udskød indkaldelsen. Og da jeg var færdig med HTX, udskød jeg indkaldelsen et par år mere, så jeg kunne tage datamatikeruddannelsen. Dette gjorde mig til den ældste på min stue, da jeg endelig blev indkaldt den 3. december 2001, med en alder på 21 år. Jeg havde oprindelig bedt om at komme i Telegraftropperne - en uddannelse på 6 måneder, men som også betød, at jeg skulle til Jylland (Fredericia, for at være helt præcis). Militæret havde dog andre planer med mig.

Den Kongelige Livgarde betød for mit vedkommende, at jeg skulle være i forsvaret i 12 måneder, men til gengæld var der ikke så langt ud til kasernen, som ligger i Høvelte i nordsjælland. Og så er der jo også noget lidt specielt over at være i Den Kongelige Livgarde frem for blot at være en gemen fodtusse :-)

comments powered by Disqus